Den oprindelige muslimske handelsplads Maynilad blev koloniseret i 1571 af spanieren Miguel Lopez de Legazpi. Fra den oprindelige 64 hektar bebyggelse indenfor bymuren, ”Intramuros”’, har hovedstaden nu spredt sig over et kæmpeområde mellem Manilabugten og søen Laguna de Bay og har indkorporeret 17 byer - Metro Manila med 12 mill. indbyggere, pulserende af liv døgnet rundt, med en infernalsk trafik, støj og luftforurening, med fornemme rigmandskvarterer, håbløse slumbebyggelser, restauranter i enhver klasse og etnicitet, og indkøbsmuligheder fra små gadeboder til gigantiske shoppingcentre.
Intramuros blev hårdt medtaget under anden verdenskrig. Bymuren står dog intakt, og der er gjort meget for at restaurere forter, kirker og Huse fra kolonitiden. Fort Santiago rummer et museum for nationalhelten Jose Rizal som blev henrettet af spanierne i 1896. Casa Manila er en tro genopbygning af en gade i det gamle Intramuros.
Rizal Park ud til Manilabugten er storbyens åndehul og altid fuld af aktivitet. Parken har flere minder om Jose Rizal, og derfra kan man se de berømte solnedgange over bugten. Længere sydpå langs kystvejen Roxas Boulevard ligger Cultural Center of the Philippines med bl.a. teater, museer, bibliotek og konferencelokaler.
I Chinatown kan man køre i hestevogn, calesa, og gøre en god handel blandt de mange små butikker der handler med smykker, antikviteter, keramik eller gamle mønter. Den kinesiske kirkegård giver et andet aspekt af kinesisk kultur med sine mausoleer bygget og udstyret som rigtige huse.
I den amerikanske krigskirkegård - den største uden for USA - hviler 17.206 ofre fra stillehavskrigen, og yderligere godt 36.279 har deres navne indskrevet i et kapel på toppen af kirkegårdsbakken. Kapellet er også dekoreret med mosaikker der viser kort over de vigtigste af krigens slag. Hele området er meget fredeligt og smukt, med de enkle kors ordnet i et varieret geometrisk mønster.