Cebu, Filippinernes næststørste by, ligger på øen af samme navn midt i Visayas øgruppen godt beskyttet mod monsunen. Den er derfor et godt feriemål på alle årstider. Byen har en lang historie tilbage fra før den spanske kolonitid, hvor den havde en blomstrende handel med Kina og andre nabolande.
Blandt historiske mindesmærker kan nævnes Magellans kors fra 1521, Filippinernes ældste kirke Basilica Minore del Santo Niño, den gamle gade Colon St. opkaldt efter Columbus, og Taoist-templet som vidner om den kinesiske arv. Sinulug festival afholdes hver januar og er en farverig oplevelse, typisk for landets måde at fejre helgener og religiøse højtider på.
Cebu har hvide sandstrande og gode resorts i kort afstand fra byen med bl.a. dykkerfaciliteter for både begyndere og folk med certifikat.